FAQ
Reparationsarbejde:
Hvad koster det at reparere mit smykke?
Prisen på en reparation af et smykke er meget forskellig. Det afhænger af mange faktorer: materiale, slid, omfang osv. Nogle gange kræver det bare en lille justering, andre gange er det en større operation. Derfor skræddersyer vi altid prisen til den enkelte opgave efter at vi har set på smykket. På den måde bliver det aldrig dyrere end højst nødvendigt, og der er ingen ubehagelige overraskelser og ekstra regninger når det aftalte arbejde er udført.
Kan jeg sende et billede og få en pris på en reparation?
Desværre er vi nødt til at have smykket fysisk i hånden, før at vi kan give dig en endelig pris. Når vi får et smykke under vores lup kan vi se om der er andet slidtage end den åbenlyse reparation der skal udføres. Det kan eksempelvis være løse sten, eller andet der vil skabe problemer når vi går i gang med at reparere eller måske sætte en ring i størrelse. Disse ting kan vi ikke se på et billede og derfor kan vi ikke vurdere omfanget af en opgave, før vi har haft smykket i hænderne.
Hvor lang tid tager det at få repareret mit smykke?
Der kan naturligvis opstå ekstra travlhed på værkstedet, men som regel tager det 1-2 uger fra smykker er i vores hænder, til arbejdet er færdigt. (Med mindre andet aftales.)
Kan jeg få mit smykke repareret med det samme/mens jeg venter?
I nogle få tilfælde, kan vi med det rette værktøj hjælpe dig mens du venter, og er du eksempelvis kommet i klemme, eller har brug for hjælp til at få et smykke af, klarer vi det naturligvis straks. Men som oftes kræver en reparation af et smykke lidt længere tid, og at vi er nødt til at beholde det mens vi udbedrer skaden.
Min ring skal laves mindre, hvad sker der med det guld der bliver savet ud?
Når vi laver et smykke mindre, eller bare generelt udfører en ændring af designet, kan der være en stump guld tilbage. Det er ikke altid, men når der eksempelvis skal tages mange størrelser ud af en ring, vil der som regel være lidt tilbage. Dette guld kan du enten få med dig igen når du henter smykket og bruge det i dit næste smykke projekt, eller det kan indgå som betalting der modregnes prisen hos os.
Er der garanti på min reparation?
Der er altid garanti på det arbejde vi udfører, også reparationer, med mindre andet er kommunikeret klart ud.
Dog skal det siges, at vi ikke kan garantere for eksempelvis sten der ikke overlever at blive taget ud af gamle smykker, men er der en risiko, vil du altid blive oplyst om den på forhånd før vi påbegynder arbejdet.
Hvad er rhodium og rhodinering?
Vi rhodinerer selv på værkstedet på Åboulevard. Rhodium er et af verdens dyreste metaller. Det anvendes som belægning ovenpå især hvidguld, da det giver en smuk lys farve der er særlig god til at fremhæve diamanter og deres brillans. Rhodinering er en overfladebehandling der påføres via galvaniske bade og som slides af med tiden. Det er muligt at gen-rhodinere smykker. Det anbefales at rhodinere hvidgulds smykker efter reparation for at skjule eventuelle farveforskelle efter lodning mm. Prisen afhænger af smykkets størrelse.
Forgyldning af smykker
Vi forgylder her på værkstedet. Forgyldning af smykker foregår ved hjælp af galvaniske bade, hvor et lag af metallet, i dette tilfælde 22 karat guld, lægges ovenpå materialet. Vi forgylder med 22 karats guld, i 18 karats guld farve. Forgyldning slides af over tid, og det er meget forskelligt fra person til person hvor hurtigt det går. Det afhænger af syreholdigheden i huden, og kan eksempelvis ændre sig hvis man starter på en ny medicin eller lignende. Gamle smykker kan gen-forgyldes. Prisen på en forgyldning afhænger af emnets størrelse.
Stempling af smykker fremstillet i dit eget guld.
Smykker fremstillet af ædelmetaller stemples som regel med et navnestempel samt eksempelvis numrene 925 (Sterlingsølv) 333 (8 karat guld) 585 (14 karat guld) og 750 (18 karat guld) der fortæller hvor højt et indhold af henholdsvis guld og sølv der er i smykket. Det er en praksis der kontrolleres af ædelmetalkontrollen og sikrer, at det du køber lever op til det du bliver lovet. Når vi stempler med vores stempel ved siden af lødigheden, garanterer vi, at vi kan stå inde for at smykket overholder den stemplede lødighed. Derfor stempler vi som regel ikke de smykker vi laver i dit eget guld, da vi ikke kan være helt sikre på hvilken karat det er blevet til. Man kan mod betaling få ædelmetalkontrollen til at teste det, hvis man ønsker det.
Kan jeg få testet mit gamle guld hos jer?
Vi foretager kun test af gammelt guld i forbindelse med opgaver der skal udføres her på værkstedet.
Vielses – og forlovelsesringe
Hvor lang tid tager det at lave et sæt vielsesringe?
Hvis det er et simpelt design tager det som regel ca. 14 dage fra det første møde til ringene er klar til afhentning. Men det afhænger om der skal bestilles en særlig sten hjem og hvor omfattende projektet er.
Kan jeg bruge mit gamle guld til at få lavet forlovelsesring eller vielsesringe?
Ja, vi genbruger meget gerne dit gamle guld. Vi kan både lave ringene direkte af dit guld, eller modregne det betalingen. Det kan også være en kombination af begge dele.
Hvordan finder jeg ud af hvad størrelsen på forlovelsesringen skal være?
Vi kan altid måle størrelsen på en ring som modtageren bruger – hvis det er muligt at liste sådan en med, og hvis det er én han/hun bruger på samme finger. Men hvis ikke det er muligt at få den ud af huset, hjælper vi dig med finde frem til en størrelse og justerer den uden beregning efterfølgende hvis ikke den sidder lige i skabet.
Jeg kender ikke ring størrelsen, hvad gør jeg hvis ringen ikke passer?
Når man giver en gave og især når det gælder forlovelsesringe, kan størrelsen på ringen være svær at gætte sig frem til, derfor er det altid inkluderet i prisen at størrelsen justeres efterfølgende såfremt det er nødvendigt. NB. Er der behov for en meget stor størrelses ændring op, kan der i visse tilfælde pålægges et materialegebyr.
